Fri Mads #148: Hvem er ban­ge for at dæk­ke Israel-Palæstina-konflikten?

Ons­dag den 28. maj begyn­der for mit ved­kom­men­de på den let­test muli­ge måde. 

Klok­ken otte går jeg op ad trap­per­ne til Chri­sti­ans­borg, hvor­ef­ter jeg sæt­ter kur­sen mod Sam­ta­le­væ­rel­set. Der­in­de afhol­des der hver ons­dag andagt, men det er ikke hver ons­dag, at der både er besøg fra fron­ten i Ukrai­ne og sam­ti­dig er sang og musik, selv­om beg­ge ting efter­hån­den fore­kom­mer mig at være rime­lig hyp­pi­ge her­in­de på de bone­de gulve.

Der er noget dej­ligt ved kri­gen i Ukrai­ne; at der i den­ne split­te­de ver­den trods alt er nog­le ting, der samler.

Kon­ge­hu­set kla­rer næp­pe job­bet, det er trods alt omkring en fjer­de­del af os, der vil af med dét. Euro­vi­sion kan vi slet ikke reg­ne med, det har Dan­marks Radio vist bevidst for­søgt at tabe i et årti efter­hån­den. Og så er der kri­gen i Mel­le­mø­sten, som nogen kal­der Isra­el-Palæsti­na-kon­flik­ten, andre Gaza-kri­gen, jeg per­son­ligt: en hvepserede. 

Ja, der er noget fan­ta­stisk noget ved de aller­simp­le­ste ting, såsom en krig, hvor der er bred enig­hed om, hvem der er den sto­re, styg­ge skurk, og hvem der er det lil­le, stak­kels offer. 

Her har jeg noget til fæl­les med det sam­le­de fol­ke­ting, som også er helt vil­de med kon­flik­ten i Ukrai­ne. Hver en mulig­hed benyt­ter de til at invi­te­re ukrai­ne­re på besøg – eller selv besø­ge dem – og der er intet, man hel­le­re vil have til at pry­de sin Ins­ta­gram-pro­fil end et bil­le­de med en eller anden ukrai­ner. Da det gik aller­vil­dest for sig, så jeg for et par måne­der siden en mf’er iført et par Ukrai­ne-øre­rin­ge tage et bil­le­de med en ukrainsk soldat.

Og noget, de er næsten lige så tos­se­de med som Ukrai­ne, er fæl­les­sang. Nog­le påstår, at det, lige­som meget andet dår­ligt, for alvor begynd­te under cor­o­na. At det var i Phil­lip Fabers stor­heds­tid, at fol­ke­tings­med­lem­mer­ne fik smag for den slags. Aller­s­muk­ke­st var det, da Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt send­te et para­graf 20-spørgs­mål til den davæ­ren­de kul­tur­mi­ni­ster Joy Mogen­sen, der lød: “Vil mini­ste­ren sik­re, at Dan­marks Radio også brin­ger mor­gensang på tv, efter at cor­ona­kri­sen er slut?”

Det gør de mig bekendt desvær­re ikke læn­ge­re, men den nuvæ­ren­de kul­tur­mi­ni­ster har også gjort sit for mor­gensan­gens udbre­del­se. I som­me­ren 2024 lan­ce­re­de Jakob Engel-Sch­midt (M) et lands­dæk­ken­de mor­gensan­gi­ni­ti­a­tiv for grund­sko­ler­ne, der hav­de til for­mål at genop­li­ve tra­di­tio­nen med mor­gensang på sko­ler­ne og styr­ke fæl­les­ska­bet gen­nem sang. Der blev afsat 10 mil­li­o­ner kro­ner til pro­jek­tet, og det var selv­føl­ge­lig i sam­ar­bej­de med Phil­lip Faber. Pro­jek­tet tog sin udform­ning i en pul­je, de enkel­te sko­ler kun­ne søge, og som skul­le gå til fx instru­men­ter eller sanghæfter. 

Det mest bizar­re ved det hele er nu engang det såkald­te mor­gensang­kor­ps; et kor­ps bestå­en­de af 18 dan­ske vel­e­tab­le­re­de musi­ke­re, som man kan få til at besø­ge sin sko­le. Bor man i Køben­havn, kan man få besøg af Oh Land eller Chri­stop­her, mens de på Lol­land kan nyde godt af Sigurd fra Sigurds Bjør­ne­ti­me og Katinka.

Selv mener Jakob Engel-Sch­midt, at der har været tale om en suc­ces, og han ønsker nu at hæve pulj­en med fem mil­li­o­ner kroner.

Til at udbre­de morgensang. 

I fol­ke­sko­ler­ne.

Man har hevet ekstra sto­le ind i Sam­ta­le­væ­rel­set i dagens anled­ning, men end ikke det er nok til at imø­de­kom­me det sto­re frem­mø­de, og det er end­da på trods af, at andag­ten star­ter noget så tid­ligt som lidt over otte. 

I ven­stre del af loka­let har en ban­de af mf’ere ind­ta­get en hånd­fuld sto­le, frem­mø­det tæl­ler blandt andre Bjørn Bran­den­borg (S), Lars Chri­sti­an Brask (LA), Jens Meilvang (LA), Lise Bech (DD) og for­man­den for Fol­ke­tin­get, Esb­jerg Havn og Tecle­af, Søren Gade (V).

Det­te er det tæt­te­ste, jeg har befun­det mig på for­man­den for det hele, siden han for to uger siden tog en aktiv beslut­ning om at und­gå pres­sen som hel­hed. Også i for­ri­ge uge gen­tog han sine for­svin­dings­num­re, da pres­se­kor­p­set stod og ven­te­de på ham ude for­an Fol­ke­tings­sa­len. Han må have været helt ufat­te­ligt irri­te­ren­de at lege gem­me­leg med som barn. 

Til at star­te med bydes den krist­ne ukrain­ske menig­hed vel­kom­men. Der­ef­ter vil man ger­ne have os til at syn­ge “I østen sti­ger solen op”, så det gør vi. Jeg prø­ver at lade være, men så vink­ler min side­mak­ker sin sal­me­bog mod mig i det, jeg kun kan tol­ke som et vink med en vogn­stang, så jeg ser mig nødsa­get til at åbne mun­den for at mime med. 

“Nu vil biskop Anto­ni dele en andagt med os på norsk,” siger ham, der sty­rer sla­gets gang, hvil­ket jeg ser som en smuk måde at sik­re sig på, at vi alle er lige i den for­stand, at ingen jo så vil kun­ne for­stå noget som helst.

Da den­ne nord­mand, der des­u­den lig­ner Fre­de­riks­bergs borg­me­ster Micha­el Vind­feldt (S) utro­ligt meget, er fær­dig med at sige en mas­se nor­ske ting, tager ham, der sty­rer det hele, ordet til­ba­ge og siger:

“Nu synes jeg, vi skal tage et halv minuts stil­hed til at tæn­ke over det, biskop Anto­ni har delt med os,” hvil­ket den ukrain­ske tolk så over­sæt­ter til det pas­sen­de sprog. Det er her vig­tigt for mig at under­stre­ge, at andag­ten ikke blev oversat.

Bag­ef­ter siger de fle­ste deres fader­vor, og så bli­ver vi vel­sig­ne­de, idet der siges; “Her­ren vel­sig­ne jer!”

Og så skal vi fand­me syn­ge igen. Den­ne gang en “Ama­zing gra­ce”, hvor tek­sten til er ble­vet uddelt på et styk­ke papir og des­u­den oversat.

“Julie Lin­dell vil syn­ge for,” og det gør hun så, men hun syn­ger sådan lidt… lidt for meget for, det er sim­pelt­hen ikke muligt at syn­ge fæl­les­sang, så meget hun syn­ger for, hvil­ket selv­føl­ge­lig læg­ger en natur­lig dæm­per på stem­nin­gen. Men da hun er ude over før­ste vers, tager hun det lige et hak ned, og så bli­ver alle i rum­met rig­tigt gla­de, for nu kan de syn­ge med.